Tvangsbortadoption

En tvangsbortadoption er det mest drastiske og definitive indgreb i børns og forældres ret til familieliv.

Tvangsadoption betyder, at barnet adopteres væk til nogle andre, uden at barnets forældre giver samtykke. Det betyder i praksis, at barnet får nye forældre. Båndene til den biologiske familie brydes fuldstændigt – både faktisk og juridisk i forhold til blandt andet forældremyndighed, adgangen til kontakt og arveret.

Ofte ønsker den familie, der skal adoptere barnet, at være anonyme. Det betyder, at man end ikke ved, hvor barnet kommer til at bo. Adoptivfamilien kan også ændre barnets navn.

Det har tidligere været været et bærende princip i anbringelsessager, at barnets eller den unges bånd og kontakt til den biologiske familie søges bevaret. Opfattelsen har været, at selvom forældrene måske i en periode ikke magter barnet, mister de ikke deres betydning for barnet.

Tankegangen har været, at forældrene altid vil være en del af barnets historie og selvforståelse og at barnet har behov for at kende til sine nærmeste, for at kunne forstå sig selv. Endelig har opfattelsen været, at samvær med forældre og øvrigt netværk er et middel til at skabe kontinuitet for det anbragte barn og at brudte kontaktflader skaber risiko for, at børnene danner sig billeder af forældrene, som ikke er rigtige.

Men efter statsministerens nytårstale i 2020 er et politisk ønske om at bruge tvangsbortadoption som et redskab i børnesagerne, ved at forplante sig i det sociale system og de seneste år er rekordmange børn blevet adopteret med tvang.